Forsøgets titel:New BEACON

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Endetarmskræft, Tyktarmskræft
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten af lægemidlerne cetuximab og encorafenib til patienter med ende- eller tyktarmskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Hos mange patienter med ende- eller tyktarmskræft er der behov for at give livsforlængende kemoterapi. Desværre vil sygdommen på et tidspunkt forværres, og der er derfor behov for ny, effektiv behandling til disse situationer.


Nogle patienter med udbredt ende- eller tyktarmskræft har en såkaldt BRAF-mutation i kræftcellerne, der gør, at kræftcellerne konstant vokser.
Et internationalt studie har vist, at behandling med en kombination af stofferne cetuximab og encorafenib kan forlænge overlevelsen hos disse patienter uden for mange bivirkninger. I forsøget blev cetuximab givet hver uge.


I dette forsøg undersøger lægerne, om den samme kombination (cetuximab og encorafenib) er effektiv, når cetuximab kun gives hver anden uge i stedet for hver uge.


Lægerne undersøger også, om det i fremtiden er muligt at forudsige hvilke patienter, der har gavn af behandlingen.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har kræft i tyk- eller endetarm

  • Kræften har spredt sig eller er vokset så meget, at den ikke kan fjernes ved operation

  • Sygdommen kan følges med skanninger

  • Du har en specifik genetisk ændring kaldet BRAF-V600E i kræftvævet

  • Du har fået eller er villig til at få taget vævsprøver af kræften

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 0-1)

  • Du har tilstrækkelig organfunktion

  • Du er i stand til at indtage medicin gennem munden

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du tidligere har fået behandling, der ikke er tilladt i forsøget

  • Kræften har spredt sig til hjernen

  • Du samtidig har en anden alvorlig sygdom eller lidelse

  • Du har nedsat lever- eller fordøjelsesfunktion

  • Du har fået behandling for en anden kræftsygdom inden for 2 år

  • Du har fået omfattende strålebehandling af knoglemarven inden for 4 uger op til forsøgets start

  • Du for nylig har fået kemoterapi

  • Du har alvorlige bivirkninger fra tidligere kræftbehandling

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden forsøget går i gang.


Encorafenib får du som tablet én gang dagligt, mens du får cetuximab hver anden uge på hospitalet direkte i dine blodårer gennem et drop.


Du skal have taget forskellige prøver, målinger og skanninger undervejs, så lægen kan holde øje med, hvordan du reagerer på behandlingen.


Behandlingen stopper, hvis kræften bliver værre, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du selv ønsker at stoppe. Den kan også ophøre, hvis din forsøgslæge eller medicinalfirmaet, der har udviklet forsøgsstoffet, beslutter, at det er bedst for dig at stoppe.


Efter din sidste behandling vil lægen fortsat følge udviklingen af din sygdom.

Bivirkninger ved behandlingen

Der kan være bivirkninger forbundet med forsøgsbehandlingen. Alle, som deltager i forsøget, vil blive omhyggeligt kontrolleret for mulige bivirkninger undervejs.


Du kan læse om bivirkningerne ved cetuximab og encorafenib på minmedicin.dk:


Cetuximab (Erbitux ®)


Encorafenib (Braftovi)

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet
  • Aalborg Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Odense Universitetshospital

  • Rigshospitalet

  • Aalborg Universitetshospital

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2020-003283-10

Denne side er sidst opdateret: 2021-11-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat