Forsøgets titel:PIPAC-OPC3

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Tyktarmskræft
Forklaring I dette forsøg vil lægerne undersøge en ny behandlingsmetode med kemoterapi. De vil undersøge, om metoden kan bruges som forebyggende behandling for tilbagefald. Forsøget henvender sig til patienter med tyktarmskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Lægerne behandler oftest tyktarmskræft med operation. Hvis man har en større kræftknude, vil lægerne typisk give kemobehandling efter operationen for at undgå tilbagefald af sygdommen.

På trods af behandlingen, er der stadig patienter, der får tilbagefald. Risikoen for tilbagefald er større, hvis den oprindelige kræftknude var stor, og hvis der var spredning til lymfeknuder eller gennem bughinden. 20 % af den slags tilbagefald er til bughinden.

I få tilfælde vil lægerne kunne operere, men sygdommen er ofte for udbredt. I stedet tilbyder man kemoterapi for at holde sygdommen i ro. På Odense Universitetshospital har man indført en ny behandlingsmetode (PIPAC), hvor kemoterapien tilsyneladende virker bedre, end hvis den gives normalt gennem en blodåre.

PIPAC er en ny behandlingsmetode, hvor man med kikkertkirurgi prikker små huller i bugvæggen og blæser kemoterapi (oxaliplatin) ind i bughulen under tryk. Behandlingen foregår under fuld bedøvelse. Metoden er endnu ikke testet overfor almindelig kemoterapi, men lægerne kan se at behandlingen er skånsom og effektiv. De vil derfor undersøge og afprøve, om PIPAC kan bruges til at forhindre og forebygge mod tilbagefald til bughinden.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du er blevet opereret for tyktarmskræft, og lægerne har vurderet, at du er i højrisikogruppen for at få tilbagefald

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 1)

  • Dine organer virker tilstrækkeligt

  • Dine blodprøver er tilstrækkelige

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har fået tilbagefald for din sygdom

  • Du er blevet behandlet med såkaldt cytoreduktiv kirurgi og HIPEC, som er en operation, hvor man skyller bughulen med opvarmet kemoterapi

  • Lægerne vurderer, at du ikke kan få en kikkertundersøgelse af bughulen

  • Du har haft kræft inden for de seneste to år

  • Du er allergisk over for nogle af de kemostoffer, der indgår i forsøget

  • Du har en anden tilstand eller får en behandling, som skønnes uforenelig med indgang i forsøget

Sådan foregår behandlingen

Du vil få to PIPAC-behandlinger med fire til seks ugers mellemrum. Du vil få de to behandlinger i forlængelse af den almindelige kemoterapi, eller efter du er kommet dig efter operationen.

Lægerne tager to vævsprøver under behandlingen, så de kan opdage et eventuelt tilbagefald så tidligt som muligt. De skyller bughinden og bugvæggen med saltvand efter behandlingen. De tager også en prøve af væsken, da den også kan vise tegn på tilbagefald.

De tidligere forsøg med PIPAC-behandlingen har vist, at patienterne ofte kan tage hjem dagen efter uden store bivirkninger.

Bivirkninger ved behandlingen

De lægemidler, der bruges i forsøget, er godkendte. Den nuværende erfaring med PIPAC-behandlingen viser, at de kendte bivirkningerne fra kemostofferne ikke opstår med denne behandling, da kemoterapien ikke gives i blodbanen. Lægerne har dog erfaret, at man kan forvente mavesmerter. De kan oftest lindres med almindelig smertestillende medicin.

Du kan læse på minmedicin.dk om kemostoffets bivirkninger, når det gives i blodbanen. Der er flere medicinvaremærker, der indeholder det konkrete stof og kan bruges til behandlingen. Bivirkningerne er ens for dem alle. Linket fører til et af mærkerne:

Oxaliplatin

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2017–002637-37

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat