Forsøgets titel:CryoPac

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Brystkræft - kvinder, Brystkræft - mænd
Forklaring Dette forsøg undersøger, om lokal kuldebehandling med kølehandsker og kølesokker kan forhindre udviklingen af føleforstyrrelser hos patienter med tidligt opdaget brystkræft, der får kemoterapi med stoffet pacitaxel.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Til behandling af brystkræft bruges ofte kemostoffet paclitaxel. Kemoterapien virker mod kræftcellerne, men kan også hæmme de raske celler – det giver ofte bivirkninger. Stoffet paclitaxel kan give føleforstyrrelser, der kan nedsætte livskvaliteten i hverdagen. Bivirkningerne kan f.eks. vise sig som følelsesløshed i hænder og fødder, muskelkramper eller en prikkende eller en brændende fornemmelse.

Føleforstyrrelserne kan opstå allerede under behandlingen med kemoterapien. Det betyder, at man ofte sætter dosis ned. Når kemoterapien er afsluttet, vil bivirkningerne forsvinde gradvist. Men det kan tage fra måneder til år. Der findes endnu ikke nogen effektiv behandling, når føleforstyrrelserne er opstået.

Flere studier har vist, at man kan mindske kemoterapiens bivirkninger ved at give patienten isolerende ”kølesokker” og ”kølehandsker” på, når behandlingen gives. Det kan skyldes, at kulde nedsætter blodomløbet i hænderne og fødderne, og det kan beskytte vævet mod kemoterapien. Et nyt studie har vist, at man kan nedsætte risikoen for bivirkningerne hos brystkræftpatienter, der får flere end 3 serier paclitaxel. I Danmark får man paclitaxel i 3 serier som en del af efterbehandlingen, når man har opdaget brystkræft tidligt. Derfor vil lægerne undersøge, om man også kan nedsætte risikoen for bivirkningerne hos denne patientgruppe.

Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt deltagerne, for tilfældigt at afgøre, hvem der får forsøgsbehandling (kølebehandling under behandlingen med paclitaxel), og hvem der får standardbehandling (uden kølebehandling under behandlingen med paclitaxel).

Læs mere om lodtrækningsforsøg:

Lodtrækningsforsøg og blindede forsøg

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har tidligt opdaget brystkræft

  • Lægerne har planlagt behandling med ugentlig paclitaxel – i alt 9 behandlinger – enten som en forebyggende behandling eller som en behandling inden operation

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 1)

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har nerveskader eller nervesmerter i arme eller ben, eller du har en sygdomstilstand i dine motoriske eller sensoriske nerver af grad 2 eller mere.

  • Du har symptomer for Raynauds syndrom (gigtsygdom) eller tegn på åreforkalkning/nedsat blodomløb

  • Lægerne har planlagt 12 behandlinger med paclitaxel ugentligt

  • Du tidligere har haft en sygdom i dine motoriske, sensoriske eller autonome nerver

  • Du tidligere har været behandlet med paclitaxel eller lignende stoffer

Sådan foregår behandlingen

vis du får kølebehandling, vil du få Elasto-Gel™ køle-handsker/-sokker på hænderne og fødderne 15 minutter før behandlingen starter, mens du får behandlingen og derudover 15 minutter efter, kemobehandlingen er afsluttet. Kølebehandlingen gentages under alle behandlingerne med paclitaxel.

Hvis du får standardbehandlingen, vil du ikke bære køle-handsker/-sokker under kemobehandlingen.

Bivirkninger ved behandlingen

De tidligere studier med kølebehandling har vist, at ganske få patienter har fået bivirkninger. De bivirkninger der tidligere er rapporteret ved behandlingen er:



  • Ubehag ved nedkøling

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Hillerød - Nordsjællands Hospital (Lukket)
  • Rigshospitalet
  • Sygehus Sønderjylland - Sønderborg
  • Aarhus Universitetshospital (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat