Forsøgets titel:COBRA

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Hodgkin Lymfom (HL), Lymfeknudekræft
Forklaring Dette forsøg henvender sig til patienter med avanceret Hodgkin lymfom. Lægerne undersøger, om en meget tidlig scanning i starten af kemobehandlingen kan forbedre muligheden for, at lægerne efterfølgende kan give en mere effektiv, målrettet behandling
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Patienter med Hodgkin lymfom i avanceret stadie kommer typisk i behandling med kombinationskemoterapi (og i nogle tilfælde også behandling med binyrebarkhormon og stråleterapi). De fleste patienter er helbredt efter denne behandling.

Nogle patienter bliver dog ikke helbredt, og flere af de helbredte oplever sene bivirkninger mange år efter behandlingen.

Lægerne vil undersøge, om det er muligt at tilpasse behandlingen til den enkelte patient, så endnu flere kan blive helbredt og færre oplever bivirkninger.

Nye forsøg har vist, at effekten af kemobehandlingen kan ses med PET- og CT-scanninger efter nogle få doser kemoterapi.

Derfor vil lægerne lave denne meget tidlige scanning og herefter tilpasse behandlingen ud fra de resultater, scanningen viser.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • En vævsprøve har vist, at du har klassisk Hodgkin lymfom

  • Du ikke tidligere har været i behandling for sygdommen

  • Du har fået en PET- og CT-scanning, hvor sygdommen blev diagnosticeret og stadieinddelt

  • Du som minimum er selvhjulpen og oppegående mere end halvdelen af dagen (performancestatus 0-2)

  • Du er mellem 18-60 år

  • Din organ- og knoglemarvsfunktion er tilstrækkelig

  • Der findes kræftvæv fra tumoren, som lægerne kan analysere

  • Sygdomsstadie der kræver behandling med flerstof kemoterapi

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Lymfomet har spredt sig til hjernen, eller hvis der er symptomer på andre alvorlige sygdomme i hjernen

  • Du har nervebetændelse i følenerver.

  • Du har symptomer fra en neurologisk sygdom, der påvirker dit funktionsniveau eller kræver behandling

  • Du har eller har haft en alvorlig hjertekarsygdom inden for 6 måneder op til forsøgets start (tal evt. med lægen for flere oplysninger om dette)

  • Du har diabetes, som er svær at kontrollere

  • Du har eller har haft en bakteriel eller viral infektion eller en svampeinfektion, som har krævet behandling med antibiotika inden for to uger op til forsøgets opstart

  • Du har HIV, eller aktiv hepatitis C eller B

  • Du har haft en anden kræftsygdom inden for de seneste fem år

  • Du tidligere har været i behandling med anti-CD30 antistoffer

  • Du er i anden kræftbehandling eller deltager i et andet forsøg med forsøgslægemidler samtidig med dette forsøg

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få behandling med antistoffet brentuximab vedotin og tre kemostoffer, adriamycin, vinblastin og dacarbazin. Denne behandling kaldes BrAVD. Du vil få behandlingen på dag 1 og 15 i en 4-ugers periode.

Herefter vil lægerne ved brug af en PET/CT-scanning vurdere effekten af behandlingen. Afhængigt af resultatet, vil du blive tildelt en af følgende grupper:

Gruppe 1: Hvis PET/CT-scanningen viser, at der ikke længere ses aktiv sygdom, vil du fortsætte med at få BrAVD-behandlingen på dag 1 og 15 i 4-ugers perioder. Denne behandling vil fortsætte i op til 24 uger.

Gruppe 2: Hvis PET/CT-scanningen viser, at der stadig er aktiv sygdom, vil behandlingen blive intensiveret, og behandlingen vil indeholde en række andre kemostoffer. Du vil få behandlingen i højst 22 uger.

Herefter vil der blive foretaget en ny PET/CT-scanning, og hvis den viser, at der fortsat er rester fra sygdommen, vil du få strålebehandling mod de områder, hvor kræften er.

Bivirkninger ved behandlingen

Læs om bivirkningerne ved brentuximab vedotin på min.medicin.dk

brentuximab vedotint(Adcetris®)

De mest almindelige bivirkninger af den øvrige kemoterapi er:



  • Træthed (på grund af for få røde blodlegemer)

  • Let til blåmærker eller blødning (på grund af for få blodplader)

  • Øget infektionsrisiko (på grund af for få hvide blodlegemer)

  • Diarré

  • Opkastning

  • Kvalme

  • Appetitløshed

  • Mundsår

  • Hårtab


De mest almindelige bivirkninger forbundet med strålebehandling er:



  • Hudforandringer i områder som bestråles i form af rødme og tørhed

  • Kvalme

  • Diarré

  • Åndenød

  • Synkebesvær

  • Træthed

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Rigshospitalet (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2017-000498-35


Clinicaltrials.gov nr.: NCT03517137


Andet protokol nr.: EORTC-1537-LYMG

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat