Forsøgets titel:A2G-1a Standard risk

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Akut lymfatisk leukæmi (ALL), Leukæmi
Forklaring I dette forsøg vil lægerne undersøge, om man kan mindske bivirkningerne ved behandlingen af akut lymfatisk leukæmi (ALL) hos patienter i standardrisikogruppen. Forsøget er et delforsøg, der henvender sig til patienter, som behandles ud fra ALLTogether1-forsøget.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Når man har akut lymfatisk leukæmi (ALL), vurderer lægerne, hvor stor risikoen er for, at sygdommen vender tilbage. De inddeler i grupperne: standard, intermediær eller høj risiko. Dette forsøg henvender sig til patienter, der er i standardrisikogruppen.


Når man behandles ud fra standardrisikogruppen, har man behov for mindre doser medicin end patienterne i de andre grupper. Behandlingen kan dog stadig give bivirkninger. Lægerne vil derfor undersøge, om de kan mindske bivirkningerne ved standardbehandlingen.


Doxorubicin bruges som en del af forlænget reinduktions-fasen. Her får man en kombination af forskellig slags medicin i blodet, i rygmarvsvæsken og via munden. En af de slags medicin, som lægerne giver i blodet, er doxorubicin.


Doxorubicin er noget af den kraftigste medicin, man får under behandlingen. Og lægerne tror, at den kan øge risikoen for infektioner. Den kan også give en række andre bivirkninger som f.eks. hårtab og betændelse i mund, svælg og tarme. Lægerne vil derfor undersøge, om doxorubicin kan fjernes fra behandlingen på en sikker måde og dermed give færre bivirkninger.


Lægerne deler forsøgets deltagere op i to grupper, hvor den ene gruppe får standardbehandling, og den anden gruppe får standardbehandling uden doxorubicin.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Man har B-linje ALL

  • Der kan ikke påvises restsygdom i knoglemarven på behandlingsdag 29 dage efter behandlingsstart

  • Man deltager i ALLTogether-1a forsøget og behandles derefter

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Man har leukæmi i centralnervesystemet eller traumatisk lumbalpunktur ved diagnose

  • Man har T-celle leukæmi

  • Man har høj-risiko mutationer

  • Man har Downs syndrom

  • Man er under 1 år eller over 16 år

Sådan foregår behandlingen

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Hvis man deltager i forsøget, vil et computerprogram trække lod blandt deltagerne, for tilfældigt at afgøre, hvem der får standard reinduktion (med doxorubicin) eller reinduktion uden doxorubicin.

Bivirkninger ved behandlingen

Hvis man udtrækkes til at få behandling uden doxorubicin, vil man få lidt mindre behandling end ellers - det kan indebære en risiko for sygdomstilbagefald.


Lægerne ved imidlertid, at mange patienter kan blive raske med mindre behandling, end den der tilbydes nu. De ved dog ikke med sikkerhed, om behandling uden doxorubicin kommer til at være lige så effektiv som standardbehandlingen - men de tror, at sandsynligheden for, at den er mindre effektiv, er meget lille.


Til gengæld er behandlingen med doxorubicn forbundet med alvorlige akutte bivirkninger, herunder livstruende infektioner. På lang sigt kan doxorubicin behandling også medføre svækkelse af hjertet.

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet
  • Aalborg Universitetshospital (Lukket)
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2018-001795-38

Denne side er sidst opdateret: 2021-02-12

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat