Forsøgets titel:MOGAT

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Non-Hodgkin Lymfom (NHL)
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten af forsøgsmidlet mogamulizumab kombineret med strålebehandlingen TSEB ved behandling af patienter med hudlymfom.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Hudlymfom (mycosis fungoides) er en undertype af non-Hodgkin lymfom, hvor lymfomcellerne angriber huden.


Der er flere forskellige behandlingsmuligheder til patienter med hudlymfom. Især strålebehandling er effektiv hos mange patienter, men virkningen er desværre ikke langvarig.


I dette forsøg vil lægerne undersøge, om varigheden af behandlingseffekten ved strålebehandling kan øges, hvis man kombinerer strålebehandling med forsøgsmidlet mogamulizumab.


Mogamulizumab er et såkaldt antistof, der allerede anvendes til behandling af blandt andet hudlymfom.


I dette forsøg anvendes TSEB strålebehandling. TSEB er en type strålebehandling, hvor man bruger såkaldte elektroner til at bestråle huden, så man kun påvirker de ydre hudlag, men ikke de dybere væv og organer under huden.



Hvad er antistoffer?
Antistoffer er en type kræftmedicin, der efterligner kroppens egne antistoffer. Kroppen bruger antistoffer som en del af immunforsvaret, når den f.eks. forsvarer sig mod bakterier og virusser. Antistoffer kan også reagere mod en kræftcelle.


Antistofferne binder sig til specifikke receptorer i kræftceller. De kan f.eks. gøre kræftcellerne mere tydelige for immunforsvaret, blokere deres vækst, forhindre dannelsen af nye blodkar eller aflevere radioaktive partikler til kræftcellerne.


Man får antistofferne via et drop i armen. Nogle gange kombinerer man dem med andre kræftbehandlinger som kemoterapi eller hormonbehandling.


Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har hudlymfom (mycosis fungoides)

  • Sygdommen er blevet værre efter tidligere behandling, eller du ikke har haft gavn af tidligere behandling

  • Du ikke har alvorlige bivirkninger fra tidligere behandling

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 0-1)

  • Dine organer fungerer tilstrækkeligt til, at du kan tåle at få forsøgsmedicin

  • Du tidligere har fået behandling med medicin, der ikke er tilladt ved indgang til dette forsøg

  • Du har normal hjertefunktion

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du tidligere har fået behandling med mogamulizumab eller lignende lægemidler

  • Du tidligere har fået TSEB strålebehandling

  • Du har fået anden strålebehandling inden for 2 uger op til forsøgets start

  • Du har fået anden medicinsk behandling mod hudlymfom inden for 4 uger op til forsøgets start

  • Du har haft en anden kræftsygdom inden for de seneste 5 år (med få undtagelser)

  • Du samtidig har en anden alvorlig sygdom, som ikke er under kontrol

  • Du har fået behandling med medicin, der påvirker immunforsvaret, inden for 7 dage op til forsøgets start

  • Du har planlagt at få stamcelletransplantation

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse. Hvis du egner dig til at deltage i forsøget, starter du på behandlingen.


Behandlingen er opdelt i serier, der hver varer 4 uger.


Mogamulizumab
Du får mogamulizumab direkte i dine blodårer gennem et drop. I den første og tredje serie får du behandling med mogamulizumab én gang om ugen. I serie 2, serie 4 og alle efterfølgende serier får du mogamulizumab hver 2. uge.


TSEB
Efter 2 serier (8 uger) med mogamulizumab får du 8 behandlinger med TSEB strålebehandling. Du får behandling én gang dagligt, fire gange om ugen. Hver behandling varer ca. 30-45 min.


Minimum 2 uger efter afslutning af TSEB, starter du på mogamulizumab igen.


Kontrol og afslutning
Undervejs i forsøget skal du jævnligt til kontrol, så lægerne kan holde øje med, om du har gavn af behandlingen, og om du tåler den.


Du kan fortsætte med at få mogamulizumab, så længe du har gavn af det. Behandlingen stopper dog, hvis kræften bliver værre, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du eller forsøgslægen vurderer, at det er bedst for dig at stoppe.

Bivirkninger ved behandlingen

Det er muligt, at behandlingen i forsøget kan give bivirkninger. Alle, som deltager i forsøget, vil blive omhyggeligt kontrolleret for mulige bivirkninger.


Du kan læse om kendte bivirkninger ved mogamulizumab på minmedicin.dk:


Mogamulizumab (Poteligeo)


De mest almindelige bivirkninger ved TSEB er:



  • Træthed

  • Hårtab

  • Tør hud

  • Tørre øjne

  • Tør mund

  • Hævelse

  • Skøre negle

  • Kløende hud

  • Revner i huden

  • Overfølsomhed overfor sollys

  • Hudinfektioner

  • Ændring i normal evne til at svede

  • Smagsændring

  • Næseblod

  • Stivhed i hænder og fødder

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Rigshospitalet

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Rigshospitalet

Forsøgets id-numre

EudraCT: 2019-004566-17


Clinicaltrials.gov: NCT04128072

Denne side er sidst opdateret: 2022-08-10

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat