Forsøgets titel:BonemetPAIN

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Brystkræft - kvinder
Forklaring Dette forsøg undersøger smerter og føleforstyrrelser hos patienter med brystkræft, som har spredt sig til knoglerne.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Mange patienter med brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, lever med smerter, som kan være svære at lindre, og som forringer deres livskvalitet. I dette forsøg undersøger lægerne smerterne hos disse patienter med henblik på udvikling af nye behandlingsmuligheder i fremtiden.


I forsøget deltager både raske frivillige og patienter med brystkræft for at kunne sammenligne smertebilledet hos de to grupper.

Du kan deltage i forsøget hvis:

For frivillige:



  • Du er kvinde


For patienter:



  • Du er kvinde og har brystkræft

  • Din brystkræft har spredt sig til knoglerne

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

For raske frivillige:



  • Du har et misbrug af alkohol og/eller medicin

  • Du har en kronisk smertetilstand, der kan påvirke resultaterne af de tests, som forsøget indebærer


For patienter:



  • Du har fået kemoterapi eller strålebehandling inden for 3 måneder op til forsøgets start

  • Du har et misbrug af alkohol og/eller medicin

  • Du har en kronisk smertetilstand, der kan påvirke resultaterne af de tests, som forsøget indebærer

Sådan foregår behandlingen

Som deltager i forsøget skal du udfylde spørgeskemaer om din smerte. Du skal også gennem kvantitative sensoriske tests og have testet din medfødte evne til at regulere smerte.


De kvantitative sensoriske tests undersøger dine smerter og føleforstyrrelser ved huden på din ene underarm og omkring det sted, hvor du har kræft i knoglen. Testene indebærer både mekanisk- (ved hjælp af en pensel), varme- og kuldestimulering.


Cuff pressure algometri er en metode til at undersøge ændringer i din medfødte evne til at regulere smerte. Med metoden undersøger man din smertetærskel og følsomhed ved tryk.


Hvis du deltager i forsøget, vil lægen give dig en uddybende forklaring af de forskellige tests.


Forsøget stopper før tid, hvis du selv ønsker at stoppe, eller hvis din forsøgslæge beslutter, at det er bedst for dig at stoppe.

Bivirkninger ved behandlingen

De kvantitative sensoriske tests indebærer lette og ufarlige stimuli af huden, og kun enkelte stimuli kan fremkalde kortvarige smerter.


Cuff pressure algometri kræver smertefulde stimuleringer, der kortvarigt kan give smerter eller forværre de smerter, du havde i forvejen.
Da testene udføres på steder på kroppen, hvor der ikke er kræft eller anden sygdom, er der ikke risiko for, at vævet bliver beskadiget ved testene.


Der kan være andre risici ved forsøget, som man endnu ikke kender til. Alle, som deltager i undersøgelsen, vil blive omhyggeligt kontrolleret for mulige bivirkninger.

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Herlev Hospital
  • Hillerød - Nordsjællands Hospital
  • Rigshospitalet (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Herlev Hospital

  • Hillerød Hospital

Diverse

Primær investigator: Københavns Universitet, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi

Forsøgets id-numre

VEK id nr: H-18041465

Denne side er sidst opdateret: 2021-08-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat