Forsøgets titel:Olaparib Astra Zeneca

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Behandling på tværs af kræftsygdomme, Signalvejs-targeteret behandling
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten og sikkerheden af lægemidlet olaparib til behandling af børn og unge med kræftformer, der skyldes en bestemt genetisk ændring. Forsøget er til patienter med tilbagefald, eller hvor sygdommen er blevet værre efter tidligere behandling.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Olaparib er godkendt til behandling af voksne. Lægemidlet har vist gode resultater på kræftformer, der skyldes en såkaldt HRR-mutation, som påvirker cellernes evne til reparere skade på DNA’et (genetisk materiale i vores celler).


I dette forsøg undersøger lægerne, om olaparib også er effektivt og sikkert at anvende til at behandle børn og unge med samme type genetisk ændring (HRR-mutation), hvor tidligere behandling ikke har virket.



Hvad er en HRR-mutation?
Hvis der opstår skade på DNA’et (genetisk materiale) i vores celler, så er det vigtigt for cellernes overlevelse, at de er i stand til at reparere skaden. Der findes en række gener (såkaldte HRR-gener), som bidrager til, at cellerne kan reparere DNA-skade. Mutation i disse gener kan være årsag til kræft.


Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Man har en tumor med HRR-mutation

  • Man er mellem 6 måneder og 18 år gammel

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Man har lymfekræft (lymfom)

  • Man tidligere har haft en anden kræftsygdom

  • Man tidligere har fået behandling med et medikament, der svarer til olaparib

  • Man fornylig har fået anden kræftbehandling eller vaccination

  • Man har en anden alvorlig sygdom samtidig med kræftsygdommen

Sådan foregår behandlingen

Man starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen går i gang.


Man får olaparib i en form og dosis, der passer til alderen. De fleste skal have olaparib 1-2 gange hver dag som tabletter, der skal sluges.


I de første 4 uger vil der være ca. 3 hospitalsbesøg, hvorefter man skal besøge hospitalet ca. hver 4. uge. Ved hvert besøg skal man have taget forskellige prøver og målinger, så lægen kan holde øje med effekten og eventuelle bivirkninger ved behandlingen.


Efter sidste behandling skal man til en afsluttende undersøgelse på hospitalet. Derudover er der et opfølgningsbesøg ca. 30 dage efter sidste dosis af olaparib. Herefter er der kontrol ca. hver 12. uge. Hvis kræften bliver værre, vil hospitalsbesøgene blive hyppigere.


Forsøget stopper, hvis sygdommen bliver værre, eller der opstår uacceptable bivirkninger.

Bivirkninger ved behandlingen

Man kan opleve bivirkninger, mens man deltager i forsøget. Alle, som deltager i undersøgelsen, vil blive omhyggeligt kontrolleret for mulige bivirkninger.


Du kan læse om bivirkninger ved olaparib på minmedicin.dk:


Olaparib (Lynparza)

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Rigshospitalet

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Afdeling udenfor Danmark

  • Rigshospitalet

Forsøgets id-numre

EudraCT nummer: 2018-003355-38

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat