Forsøgets titel:Transmuskulær Quadratus Lumborum nerveblokade til laparoskopisk hemikolektomi

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Tyktarmskræft
Forklaring Dette forsøg vil se på, om man kan reducere behovet for smertestillende morfinlignende lægemidler efter operation ved hjælp af en såkaldt TQL-blokade og dermed mindske bivirkningerne. Forsøget henvender sig til patienter med tyktarmskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Når man er blevet opereret, er det nødvendigt at få en smertestillende behandling efterfølgende. Lægerne bruger oftest morfin eller morfinlignende lægemidler.

Der er dog en del bivirkninger forbundet med den type lægemidler – bl.a. kvalme, opkast, forstoppelse etc. Derfor er lægerne interesserede i at finde alternative smertestillende behandlinger.

Lægerne vil undersøge, om de kan blokere de nerver, der fører smerteimpulser til rygmarven og hjernen, ved at give lokalbedøvelsesmidlet ropivacain via en såkaldt TQL-blokade.

Lægerne vil se, om en TQL-blokade med ropivacain kan reducere smerterne hos patienter, der har fået fjernet en del af tyktarmen ved kikkertoperation til sammenligning med en TQL-blokade med et uvirksomt stof (saltvand).

Tidligere forsøg har vist, at TQL-blokaden virker godt som smertestillende behandling ved nyrestensoperationer og kejsersnit.

Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe får forsøgsbehandling med TQL-blokaden med lokalbedøvelsesmidlet ropivacain. Den anden gruppe får TQL-blokaden med et uvirksomt stof (saltvand).

Læs mere om lodtrækningsforsøg:

Lodtrækningsforsøg og blindede forsøg

Forsøget er også dobbeltblindet. Det betyder, at hverken du eller forsøgslægen under forsøget ved, om du får forsøgsbehandling eller standardbehandling. I nødstilfælde kan forsøgslægen dog hurtigt finde ud af det.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har tyktarmskræft

  • Du skal opereres for din tyktarmskræft ved kikkertoperation

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har en betydelig hjerte- eller lungesygdom

  • Du er overfølsom for morfin eller lokalbedøvelse

  • Du tager morfin dagligt

  • Det ikke er teknisk muligt for lægerne at finde det rette sted at lægge blokaden

  • Du er i stereoidbehanding

  • Du har en immundefekt

  • Du har haft en anden ondartet sygdom inden for de sidste 5 år (bortset fra non-melanom hudkræft)

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen går i gang.

Herefter deles patienterne i to grupper ved lodtrækning.

Operationen foregår i fuld bedøvelse, og blokaden vil blive lagt af en anæstesilæge. Under selve operationen vil alle patienter få den samme bedøvelse, og alle patienter får morfin afstemt efter deres vægt og alder, inden man vågner efter bedøvelsen.

Når du er vågnet efter operationen, vil lægerne bede sig vurdere, hvor ondt du har på en skala fra 0-10. De vil også spørge dig ind til, om du har nogle bivirkninger. Lægerne vil også undersøge, hvor mange smerter du har, når du skal bevæge dig fra sengen.

Lægerne tager nogle blodprøver og beder dig udfylde nogle spørgeskemaer efter operationen.

Bivirkninger ved behandlingen

Der er en meget lille risiko for at beskadige en nerve i forbindelse med at lægge en nerveblokade. Risikoen reduceres yderligere ved, at lægerne bruger ultralydsteknik til at lægge blokaden. Lægerne forventer ikke, at den er forbundet med nogle komplikationer.

Du kan læse på minmedicin.dk om den lokalbedøvende medicin, ropivacains, bivirkninger. Medicinen er velkendt og forbundet med få bivirkninger:
Ropivacain

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Sjællands Universitetshospital - Køge

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

ClinicalTrials.gov nr.: NCT03570541

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat