Forsøgets titel:SENTIREC II

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Livmoderhalskræft, Livmoderkræft
Forklaring I dette forsøg vil lægerne undersøge, om en ny operationsmetode kan virke effektivt og sikkert. Forsøget er delt op i to dele. Det ene henvender sig til patienter med tidlige stadier af livmoderkræft af højrisikotypen, og det andet henvender sig til patienter med tidlige stadier af livmoderhalskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Når lægerne finder tidlige stadier af livmoderkræft i højrisikotypen eller tidlige stadier af livmoderhalskræft, undersøger de, om der er spredning til lymfeknuderne. Behandlingens standardprocedure er at fjerne alle bækkenets lymfeknuder. Når alle lymfeknuderne fjernes, kan der opstå komplikationer som f.eks. lymfødem (en ansamling af lymfevæske). Det kan give hævelser i benene.

Lægerne har fundet ud af, at man, via en ny metode, kan finde den lymfeknude, som en kræftknude først spreder sig til, hvis sygdommen spreder sig – den kaldes skildvagtslymfeknuden. Studier har vist, at hvis der ikke er kræftsygdom i skildvagtslymfeknuden, er der heller ikke kræft i de andre lymfeknuder i bækkenet. Lægerne kan derfor undgå at fjerne alle bækkenets lymfeknuder, hvis de kan se, at sygdommen ikke har spredt sig til skildvagtslymfeknuden.

Lægerne vil undersøge, om skildvagtslymfeknude-teknikken, sammen med en helkropsscanning (såkaldt FDG-PET/CT), kan virke effektivt til at finde spredning til lymfeknuder hos kvinder, der har tidlige stadier af livmoderkræft af højrisikotypen og tidlige stadier af livmoderhalskræft.

Du kan deltage i forsøget hvis:

Hvis du har tidlige stadier af livmoderhalskræft, kan du deltage i forsøget, hvis:



  • Tumorens størrelse er mellem 2 og 4 centimeter

  • Din sygdom er vurderet til at være i stadie 1B1


Hvis du har tidlige stadier af livmoderkræft af højrisikotypen, kan du deltage i forsøget, hvis:



  • Din sygdom er vurderet til at være i stadie 1, og hvis den ikke har spredt sig til andre organer

  • Kræftcellerne har et aggressivt vækstmønster

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har fået fjernet lymfeknuderne i dit bækken tidligere

  • Hvis du er allergisk over for jod eller det sporstof, som lægerne bruger til at finde skildvagtslymfeknuden (sporstoffet ICG)

  • Du deltager i et andet studie, der får betydning for din deltagelse i dette studie

Sådan foregår behandlingen

Skildvagtlymfeknudens kortlægning udføres ved hjælp af robotassisteret kikkertkirurgi. Når lægerne har fundet skildvagtlymfeknuden, vil de lave en grundig undersøgelse af den. Herefter vil lægerne foretage en standard fjernelse af alle bækkenets lymfeknuder. På den måde kan lægerne undersøge, om metoden kan bruges sikkert til patienter med tidlige stadier af livmoderkræft i højrisikotypen eller tidlige stadier af livmoderhalskræft.

Alle der deltager i forsøget vil modtage spørgeskemaer, der spørger ind til, om man har oplevet hævelser i benene, og hvor store generne og hævelserne har været. Derudover vil der også være spørgsmål, der drejer sig om livskvalitet. Du vil modtage et spørgeskema inden operationen og 3, 12, 24 og 36 måneder efter operationen.

Her kan du få behandlingen
  • Herlev Hospital
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Diverse

På Herlev Hospital inkluderes kun patienter med endometriecancer

Forsøgets id-numre

ClinicalTrials.gov nr.: NCT02820506

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat