Forsøgets titel:Fælles beslutningstagning med brystkræftpatienter

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Brystkræft - kvinder
Forklaring Forsøget undersøger om øget patientinddragelse kan bidrage til bedre kvalitet, sammenhæng og lighed i sundhedsvæsenet. Forsøget henvender sig til brystkræftpatienter og omhandler beslutningen om at få strålebehandling efter operation.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Fælles beslutningstagning er en metode, der sætter fokus på, at valget af behandling bliver truffet i tæt samarbejde mellem sundhedspersonalet og patienten.

Når man anvender metoden, vil sundhedspersonalet informere patienten om de forskellige behandlingsmuligheder og de fordele, risici og bivirkninger, der kan være forbundet med dem. Metoden giver derudover plads til, at patienten kan give udtryk for personlige ønsker, bekymringer eller behov.

Formålet med metoden er, at behandlingsvalget træffes, så det passer til den enkelte patients livssituation.

Lægerne vil undersøge, om metoden i praksis bidrager til en øget patientinddragelse.

Forsøgsmetode

Forsøgets deltagere deles tilfældigt op i to grupper ved en lodtrækning. Den ene halvdel bliver præsenteret for fælles beslutningstagning, og den anden halvdel bliver informeret om muligheden for strålebehandlingen på den måde, som afdelingen plejer at informere om behandlingen på.

Der trækkes også lod blandt lægerne på afdelingerne, så der er lige mange læger, der informerer som de plejer, og lige mange læger der anvender fælles beslutningstagning.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har brystkræft, eller hvis du har forstadier til brystkræft (af DCIS typen)

  • Du er indstillet til at få forebyggende strålebehandling

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har brystkræft i begge bryster, eller hvis der er mistanke om, at sygdommen har spredt sig

  • Du tidligere er blevet strålebehandlet mod brystkassen

Sådan foregår behandlingen

Inden du skal tale med en læge, skal du besvare et spørgeskema. Det handler om, hvor klar du er til at træffe en beslutning om strålebehandling.

Efter du har talt med en læge, skal du besvare et nyt spørgeskema, der handler om, hvor inddraget du følte dig i beslutningsprocessen, og om du er bange for tilbagefald.

Lægerne vil også blive bedt om at udfylde et spørgeskema, hvor de skal svare på, hvor meget de synes, at de inddragede dig i beslutningen.

Efter 6 måneder vil du få det tredje og sidste spørgeskema. Her vil der spørges ind til, om du har fortrudt det valg, som blev truffet, og om du har været bange for tilbagefald.

Bivirkninger ved behandlingen

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Vejle Sygehus - Sygehus Lillebælt

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

ClinicalTrials.gov nr.: NCT04177628


Andet protokol nr.: DBCG RT SDM

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat