Forsøgets titel:DUO-O

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Æggelederkræft, Æggestokkræft
Forklaring I forsøget undersøger lægerne effekten af tillæg af nye stoffer til behandling af patienter med fremskreden æggestokkræft og æggelederkræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Lægerne undersøger i dette forsøg effekten og bivirkningerne ved behandling med lægemidlet durvalumab som supplement til standardbehandling med kemoterapi og bevacizumab.

Lægerne undersøger også effekten af behandlingen, når den kombineres med et andet lægemiddel, olaparib.

Durvalumab virker ved at blokere en receptor, der hedder PD-1, som ellers vil hæmme immunforsvaret. Ved at forhindre denne hæmning, vil kroppens immunforsvar bedre kunne angribe kræftcellerne.

Olaparib virker ved at hæmme et enzym, som har betydning for kræftcellernes vækst.

Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i grupper. Den ene gruppe får forsøgsbehandling. Den anden gruppe får standardbehandling og placebo (stof uden nogen virkning, der ligner forsøgsstoffet).

Forsøget er også dobbeltblindet. Det betyder, at hverken du eller forsøgslægen under forsøget ved, om du får forsøgsbehandling eller placebo. I nødstilfælde kan forsøgslægen dog hurtigt finde ud af det.

Læs mere om lodtrækningsforsøg:

Lodtrækningsforsøg og blindede forsøg

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du for nyligt er blevet diagnosticeret med fremskreden æggestokkræft, æggelederkræft eller kræft i bughinden i stadium III-IV

  • Lægerne vurderer, du er egnet til såkaldt cytoreduktiv kirurgi

  • Du har fået foretaget en test, der viser, om tumoren indeholder mutationer i generne BRCA1 eller BRCA 2,

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 0-1)

  • Dine organer og knoglemarv fungerer tilstrækkeligt

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du tidligere har været i behandling med en såkaldt PARP-hæmmer eller immunsupprimerende behandling

  • Du har eller har haft en dokumenteret autoimmun- eller inflammatorisk sygdom

  • Lægerne har vurderet, at du lider af en anden alvorlig ukontrolleret sygdom

  • Du har alvorlig hjertekarsygdom

  • Du har en anden primær kræftsygdom (tal med lægen om eventuelle undtagelser)

Sådan foregår behandlingen

Indledende undersøgelse
Inden opstart i behandling vil lægerne undersøge dine gener. Lægerne skal bruge en vævsprøve, som er blevet taget ved en af de undersøgelser eller operationer, du har været igennem i forbindelse med din sygdom.

Vævsprøven undersøges for at se om tumoren har en såkaldt BRCA-genfejl. Resultatet fra undersøgelsen har betydning for, hvilken behandlingsgruppe du kommer i.

Behandlingsforløb
Hvis du ikke har BRCA-genfejlen, vil du komme i en af følgende tre grupper:

Gruppe 1: Ved denne behandling får patienterne placebo-stoffer i stedet for både durvalumab og olaparib.

Gruppe 2: Patienterne i denne gruppe får behandling med durvalumab, men placebo-stof i stedet for olaparib.

Gruppe 3: Patienterne i denne gruppe får behandling med både durbalumab og olaparib.

Alle tre grupper vil få standardbehandling med kemoterapi.

Hvis du har BRCA-genfejlen, vil modtage behandling som i gruppe 3, altså behandling med både durvalumab og olaparib ud over standard kemoterapi.

Bivirkninger ved behandlingen

Læs om bivirkningerne ved durvalumab og olaparib på min.medicin.dk:


Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital (Lukket)
  • Sjællands Universitetshospital - Næstved (Lukket)
  • Aalborg Universitetshospital (Lukket)
  • Aarhus Universitetshospital (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2017-004632-11

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat