Forsøgets titel:DAHANCA 37

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Hoved-halskræft
Forklaring Dette forsøg undersøger, om protonstråling kan mindske risikoen for senfølger, hvis man allerede er blevet strålebehandlet mod området en gang før. Forsøget henvender sig til patienter med kræft i hoved-hals området, der har fået strålebehandling mod området tidligere.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Der er en større risiko for at få senfølger, der ikke forsvinder, hvis man strålebehandler et område, som har været strålebehandlet før.

Lægerne vurderer nogle gange, på trods af denne risiko, at strålebehandling er den bedste mulighed for at blive rask, hvis man får en ny kræftsygdom i samme område.

Hvis du har fået senfølger fra din sidste strålebehandling, kan disse forværres med en ny strålebehandling. Der kan også opstå nye senfølger. Derfor vil lægerne gerne undersøge, om strålebehandling med protoner kan give færre bivirkninger end standard røntgenstråler.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har fået en ny kræftsygdom eller et tilbagefald af din tidligere kræftsygdom i hoved-hals området

  • Lægerne har adgang til din tidligere strålebehandlingsplan

  • Strålebehandlingen virkede effektivt på din sygdom, sidst du fik behandlingen

  • Det ikke er muligt at fjerne hele sygdommen ved en operation

  • Du ikke har spredning af din sygdom

  • Du som minimum er selvhjulpen og oppegående mere end halvdelen af dagen (performancestatus 2)

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har lymfe- eller modermærkekræft

  • Du ikke er i stand til gennemføre strålebehandlingen

  • Du har en trakeostomi

Sådan foregår behandlingen

Du vil få 50 strålebehandlinger i alt. Protonstrålebehandlingen gives to gange om dagen med 6 timers mellemrum over 5 uger.

Nogle gange anbefaler lægerne, at man tager noget medicin inden hver behandling. Andre gange anbefaler lægerne, at man får kemoterapi en gang om ugen. Det er ikke en del af forsøget, og dine læger vil fortælle, hvis det er relevant for dig.

Protonstrålebehandlingen foregår på Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital. Det kan derfor betyde, at der er en daglig lang transporttid for nogle patienter. Derfor kan det være nødvendigt at bo på hotel eller i hotellejlighed for at kunne få daglig behandling i 5 uger. Du kan tale med lægen eller sygeplejersken om overnatningsmuligheder.

Når du er færdig med behandlingen, kan du gå til kontrolbesøg på din lokale kræftafdeling. Lægerne beder dig også om at udfylde et spørgeskema om din oplevelse af bivirkninger før behandlingen, ved afslutningen af behandlingen og 2, 3 og 6 måneder efter behandlingen. Herefter årligt i 5 år.

Bivirkninger ved behandlingen

er er de samme mulige bivirkninger for protonstrålebehandling som ved røntgenstrålebehandling.

Protonstrålebehandlingen tager dog lidt længere tid end røntgenstrålebehandling.

Du kan læse om generelle bivirkninger til strålebehandling her:
Almene bivirkninger ved strålebehandling

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Sjællands Universitetshospital - Næstved
  • Aalborg Universitetshospital
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

ClinicalTrials.gov nr.: NCT03981068

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat