Forsøgets titel:ATHENA

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Æggelederkræft, Æggestokkræft
Forklaring Dette forsøg undersøger, om kombinationen af rucaparib (Rubraca®) og nivolumab (Opdivo®) kan forhindre yderligere vækst eller tilbagevenden af æggeleder- og æggestokkræft. Forsøget er til patienter, der har haft god effekt af kemoterapi.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Rucaparib er en PARP-hæmmer, der forhindrer kræftcellen i at reparere skader på sig selv. På den måde kan cellen ikke vokse, og den vil eventuelt gå til grunde.

Nivolumab er en PD-1-hæmmer, som er et antistof og også kaldes immunterapi. PD-1-hæmmere blokerer kræftcellens evne til at skjule sig og hjælper samtidigt immunforsvaret med at være aktivt og angribe kræftcellerne.



Hvad er antistoffer?


Antistoffer er en type kræftmedicin, der efterligner kroppens egne antistoffer. Kroppen bruger antistoffer som en del af immunforsvaret, når den f.eks. forsvarer sig mod bakterier og virusser. Antistoffer kan også reagere mod en kræftcelle.

Antistofferne binder sig til specifikke receptorer i kræftceller. De kan f.eks. gøre kræftcellerne mere tydelige for immunforsvaret, blokere deres vækst, forhindre dannelsen af nye blodkar eller aflevere radioaktive partikler til kræftcellerne.

Man får antistofferne via et drop i armen. Nogle gange kombinerer man dem med andre kræftbehandlinger som kemoterapi eller hormonbehandling.


Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt deltagerne for tilfældigt at afgøre, hvem der får forsøgsbehandling, og hvem der får standardbehandling og placebo (stof uden nogen virkning).

Forsøget er også dobbeltblindet. Det betyder, at hverken du eller forsøgslægen under forsøget ved, om du får forsøgsbehandling eller standardbehandling. I nødstilfælde kan forsøgslægen dog hurtigt finde ud af det.

Læs mere om lodtrækningsforsøg:


Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du for nyligt er diagnosticeret med æggeleder- eller æggestokkræft

  • Du har været gennem en operation for kræftsygdommen

  • Kræften er skrumpet på førstevalgskemoterapi

  • Der er taget en vævsprøve, der kan undersøges

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 1)

  • Dine organer fungerer tilstrækkelig

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har en anden aktiv ondartet sygdom

  • Kræften har spredt sig til hjernen eller rygmarven

  • Du tidligere har været behandlet for æggestok- og æggelederkræft med anden medicin end førstevalgskemoterapi

  • Du har en aktiv alvorlig infektion

  • Du har en aktiv, kendt autoimmun sygdom

  • Du har en tilstand, der kræver aktiv behandling med binyrebarkhormon eller anden immundæmpende behandling

  • Du har fået tappet væske fra bughulen i løbet af de sidste to behandlinger med kemoterapi

  • Du har været indlagt pga. tarmslyng inden for 12 dage op til forsøgets start

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen går i gang.
Herefter deles patienterne i fire grupper ved lodtrækning:



  • Gruppe A: Rucaparib + nivolumab

  • Gruppe B: Rucaparib + placebo

  • Gruppe C: Placebo + nivolumab

  • Gruppe D: Placebo + placebo


Rucaparib skal du tage som en tablet to gange dagligt, mens du får nivolumab på hospitalet hver fjerde uge direkte i dine blodårer gennem et drop. Du får det ambulant – det vil sige uden, at du behøver være indlagt.

Så længe kan du få behandlingen
Du skal fortsætte behandlingen, så længe forsøgslægen vurderer, at det er gavnligt.

Behandlingen stopper dog før tid, hvis kræften bliver værre under forsøget, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du eller forsøgslægen ønsker at afslutte behandlingen.

Kontrol
Du skal løbende gå til kontrol, mens forsøget står på. Du skal også gå til kontrol, når du er færdig med behandlingen. Her vil du bl.a. blive scannet og få taget blodprøver.

Bivirkninger ved behandlingen

Meget almindelige bivirknigner til rucaparib er:



  • Kvalme

  • Træthedsfølelse

  • Lavt antal hvide blodlegemer der kan øge risikoen for infektion

  • Lavt antal røde blodlegemer der kan give træthed og svimmelhed

  • Lavt antal blodplader der kan påvirke blodstørkningen og resulterer i blødningshændelser

  • Lavt indhold af fosfat

  • Forhøjet kolesterol

  • Forandringer i nyre- og levertal

  • Forandringer i smagssansen

  • Mavegener: Forstoppelse, opkastninger, diarré, nedsat appetit, mavesmerter og fordøjelsesbesvær

  • Vejrtrækningsbesvær

  • Svimmelhed

  • Lysfølsomhedsreaktion hvor din hud og øjne bliver mere følsomme overfor sollys


Meget almindelige bivirknigner til nivolumab:



  • Diarré

  • Træthed

  • Kløe

  • Udslæt

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital (Lukket)
  • Aalborg Universitetshospital (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Diverse

Sponsor: Clovis Oncology, Inc.

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2017-004557-17


ClinicalTrials.gov nr.: NCT03522246

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat