Forsøgets titel:KEYNOTE-B96

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Æggelederkræft, Æggestokkræft
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten af lægemidlet pembrolizumab kombineret med paclitaxel og med eller uden bevacizumab. Forsøget er til patienter med kræft i æggestokkene eller æggelederne.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Pembrolizumab er et forsøgslægemiddel, der endnu ikke er godkendt til behandling af din kræftform, men som er godkendt til behandling af andre kræftformer.


I dette forsøg undersøger lægerne effekten af at kombinere pembrolizumab med lægemidlet paclitaxel og evt. bevacizumab. Lægerne sammenligner effekten af kun at behandle med paclitaxel og evt. bevacizumab.


Både paclitaxel og bevacizumab er allerede godkendt til behandling af kræft i æggestokkene.


Pembrolizumab og bevacizumab er såkaldte antistoffer, mens paclitaxel er en kemoterapi, der virker ved at forhindre kræftcellerne i at vokse. Pembrolizumab er også en form for immunterapi.



Hvad er antistoffer og immunterapi?
Antistoffer er en type kræftmedicin, der efterligner kroppens egne antistoffer. Kroppen bruger antistoffer som en del af immunforsvaret, når den f.eks. forsvarer sig mod bakterier og virusser. Antistoffer kan også reagere mod en kræftcelle.


Antistofferne binder sig til specifikke receptorer i kræftceller. De kan f.eks. gøre kræftcellerne mere tydelige for immunforsvaret, blokere deres vækst, forhindre dannelsen af nye blodkar eller aflevere radioaktive partikler til kræftcellerne.


Man får antistofferne via et drop i armen. Nogle gange kombinerer man dem med andre kræftbehandlinger som kemoterapi eller hormonbehandling.


Ved immunterapi lærer man immuncellerne at genkende kræftcellerne, så kroppen selv slår sygdommen ned. Det er en behandlingsform, hvor man udnytter specielle dele af immunsystemet til målrettet at bekæmpe kræftcellerne.
Der findes forskellige former for immunterapi.


Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe får forsøgsbehandling. Den anden gruppe får standardbehandling og placebo (stof uden nogen virkning, der ligner forsøgsstoffet).


Forsøget er også dobbeltblindet. Det betyder, at hverken du eller forsøgslægen under forsøget ved, om du får forsøgsbehandling eller standardbehandling. I nødstilfælde kan forsøgslægen dog hurtigt finde ud af det.


Læs mere om lodtrækningsforsøg og blindede forsøg:


Lodtrækningsforsøg og blindede forsøg

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har kræft i æggelederne eller æggestokkene

  • Du tidligere har fået 1 eller 2 forskellige behandlinger mod æggestokkræft, hvoraf én af behandlingerne var med såkaldt platinum-baseret behandling

  • Sygdommen er blevet værre inden for 6 måneder efter seneste behandling

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 0-1)

  • Sygdommen kan følges med scanninger

  • Der foreligger tidligere vævsprøver af kræften

  • Dine organer fungerer tilstrækkeligt til, at du kan tåle at få forsøgsmedicin

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Kræften er blevet værre efter tidligere behandling med paclitaxel

  • Du har fået anden kræftbehandling (inklusiv anden forsøgsbehandling) inden for 4 uger op til forsøgets start

  • Du tidligere har fået behandling med medicin, som ikke er tilladt ved indgang til dette forsøg

  • Du har fået en såkaldt levende vaccine, f.eks. gul feber-vaccine, inden for 30 dage op til forsøgets start

  • Kræften har spredt sig til hjernen eller hjernehinderne

  • Du har en aktiv autoimmun sygdom, der har krævet behandling inden for de seneste 2 år (autoimmune sygdomme er f.eks. sukkersyge, psoriasis og leddegigt)

  • Du har alvorlig sygdom i hjerte eller lunger

  • Du har en aktiv infektion, der kræver behandling med antibiotika

  • Du har en anden sygdom eller lidelse, som kan påvirke forsøgets resultater

  • Du tidligere har gennemgået en vævs- eller organtransplantation

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen starter.


Herefter inddeles patienterne i to grupper ved lodtrækning. Hvis du er i gruppe 1, får du behandling med pembrolizumab, paclitaxel og evt. bevacizumab. Hvis du er i gruppe 2, får du behandling med placebo (stof uden virkning), paclitaxel og evt. bevacizumab.


Du får pembrolizumab eller placebo hver 6. uge, mens du får paclitaxel én gang om ugen. Din læge beslutter, om du også skal have behandling med bevacizumab. Hvis du skal have bevacizumab, får du det hver anden uge. Alle stofferne får du direkte i dine blodårer gennem et drop på hospitalet. Det sker ambulant – det vil sige uden, at du behøver være indlagt.


Kontrol, afslutning og opfølgning
Undervejs i forsøget skal du jævnligt til kontrol, så lægerne kan holde øje med, hvordan du reagerer på behandlingen, og om der opstår bivirkninger, som kræver behandling.


Du kan få behandlingen i op til 2 år. Behandlingen stopper dog før tid, hvis kræften bliver værre, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du eller forsøgslægen vurderer, at det er bedst for dig at stoppe i forsøget.


Ca. 30 dage efter din sidste dosis skal du til et afsluttende besøg på hospitalet. Herefter starter en længerevarende opfølgningsperiode med kontrol hver 9. eller 12. uge.

Bivirkninger ved behandlingen

Det er muligt, at der kan opstå bivirkninger ved behandlingerne i forsøget. Alle, som deltager i forsøget, vil blive jævnligt kontrolleret for mulige bivirkninger. Du kan læse om kendte bivirkninger ved de forskellige lægemidler på minmedicin.dk:


Pembrolixumab (Keytruda ®)


Paclitaxel (Abraxane, Pazenir, m.fl.)


Bevacizumab (Avastin ®, Aybintio, m.fl.)


Det er muligt, at bivirkningerne fra hvert lægemiddel forstærkes, når man kombinerer flere lægemidler.

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Aarhus Universitetshospital (Lukket)

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Aarhus Universitetshospital 

Diverse

Sponsor: Merck Sharp & Dohme Corp., MSD Danmark ApS

Forsøgets id-numre

Clinicaltrials.gov: NCT05116189


EudraCT: 2020-005027-37 

Denne side er sidst opdateret: 2020-11-16

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat