Forsøgets titel:OBANORES

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Endetarmskræft
Forklaring I dette forsøg undersøger lægerne, om man ved hjælp af et koncentrat fra dit blod kan mindske komplikation efter operation med kikkertteknik for endetarmskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

En af standardbehandlingerne mod endetarmskræft er en operation med kikkertteknik, hvor kræftknuden fjernes og tarmenderne efterfølgende sys sammen (anastomose). Hos 10-15% af patienterne opstår der dog anastomoselækage, fordi sammensyningen ikke heler tilstrækkeligt.


I dette forsøg vil lægerne undersøge, om brugen af et særligt koncentrat fra dit blod (kaldet Obsidian) kan anvendes til at nedsætte hyppigheden af anastomoselækage efter operation for endetarmskræft.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har endetarmskræft, hvor nederste grænse af kræftknuden er højest 15 cm. fra endetarmsåbningen

  • Du egner dig til operation med kikkertteknik, og der er planlagt anastomose

  • Du som minimum er selvhjulpen og oppegående mere end halvdelen af dagen (performancestatus 0-2)

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Kræften har spredt sig til andre organer

  • Kræften er vokset eller har spredt sig så meget, at en større operation er påkrævet

  • Du har godartede kræftknuder i endetarmen

  • Du har sygdom med betændelse i tarmene

  • Du har haft en anden kræftsygdom inden for de seneste 2 år

Sådan foregår behandlingen

Hvis du vælger at deltage i forsøget, vil det overordnede forløb af din behandling ikke være anderledes.


Du skal have gennemgået en operation med kikkertteknik med fjernelse af kræftknuden, og hvor tarmenderne sys sammen (anastomose). Når du er blevet bedøvet, vil lægerne udtage 120 ml blod, som skal bruges til at forberede koncentratet. Forberedelsen sker, imens kræftenknuden fjernes og anastomosen laves. Herefter placerer lægerne koncentratet på tarmenderne som en forsegling, og den resterende del af operationen forløber derefter som normalt.


Du udgår af forsøget, hvis det er nødvendigt at lave en åben operation i stedet for kikkertoperationen. Du vil også udgå af forsøget, hvis det ikke er muligt at lave en anastomose, eller hvis lægen vurderer undervejs, at brug af koncentratet ikke er sikkert for dig.

Bivirkninger ved behandlingen

Lægerne forventer ikke, at der er bivirkninger, risici eller ulemper på kort eller lang sigt ved behandling med koncentratet, da det er fremstillet af dit eget blod.

Her kan du få behandlingen
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Aarhus Universitetshospital 

Forsøgets id-numre

VEK: 1-10-72-187-20

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat