Forsøgets titel:Ependymom II

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Hjernetumor
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten af at give kemoterapi i tillæg til strålebehandling efter operation for ependymom (hjernetumor) hos børn og unge.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Ependymom er en sjælden form for hjernetumor, hvor standardbehandling er operation efterfulgt af strålebehandling.


I dette forsøg undersøger lægerne, om det har en bedre effekt, hvis man giver kemoterapi sammen med strålebehandling efter operation. Lægerne vil også undersøge, om kemoterapi giver bedre kontrol af sygdommen, så den ikke kommer igen.


Forsøget består af to dele.


Del 1:
Her er der ingen forsøgsbehandling, men lægerne vil tilbyde ekstra undersøgelser, som de vil bruge til at få mere viden om sygdommen.


Del 2:
Denne del af forsøget indebærer tre forskellige kombinationsbehandlinger med kemoterapi, som lægerne vil undersøge effekten af. Den ene er primært til babyer, mens de resterende patienter i forsøget fordeles på de to andre behandlinger afhængigt af, om der er rester af kræftsygdommen efter operation.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Man var under 22 år gammel ved diagnosetidspunktet

  • Man har ependymom (hjernetumor)

  • Man har fået eller er villig til at få taget bestemte prøver (spørg lægen)

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Man har visse former for ependymom, som ikke er tilladt i forsøget (spørg lægen)

  • Man får eller har fået anden kræftbehandling

  • Man har en anden sygdom eller lidelse, der gør, at man ikke kan gennemføre forsøgsbehandlingen

Sådan foregår behandlingen

Man starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen starter.


Hvis man ikke er egnet til de behandlinger, som indgår i forsøgets del II, så bliver man tilbudt at deltage i del I af forsøget, hvor man får ekstra undersøgelser, som lægerne bruger til at få ny viden om sygdommen.


Del II af forsøget er opdelt i tre behandlingsgrupper:


Behandlingsgruppe 1
Denne gruppe er til patienter, hvor der ikke er tegn på resterende kræft efter operation. Alle patienterne i denne gruppe får strålebehandling efter operation for at forhindre, at sygdommen kommer igen. Man får standard strålebehandling, som varer 6 uger. Lægen kan give yderligere informationer om strålebehandlingen.


Patienterne inddeles derudover i to grupper ved lodtrækning, hvor den ene gruppe får kemobehandling efter strålebehandling, mens den anden gruppe kun får strålebehandling.
Hvis man skal have kemoterapi, består behandlingen af kemostofferne vincristin, etoposid, cyklofosfamid og cisplatin. Behandlingen varer 16 uger, hvor man får kemoterapi af 7 omgange, hvor man hver gang er indlagt 1-4 dage.


Behandlingsgruppe 2
Denne gruppe er til patienter, hvor der er rester af kræft tilbage efter operation. Patienterne inddeles i to grupper ved lodtrækning, hvor den ene gruppe får standard kemobehandling, mens den anden gruppe får standard kemobehandling kombineret med methotrexat.
Man skal have standard kemobehandling tre gange med kemostofferne vinkristin, etoposid og cyklofosfamid. Hver behandling varer 3-4 dage og gives hver 3. uge. Hvis man også skal have methotrexat, får man det i alt tre gange, hvor man er indlagt i ca. 4 dage.
6 uger efter endt kemobehandling starter man på standard strålebehandling, der varer 6 uger.


Behandlingsgruppe 3
Denne gruppe er til patienter, som ikke tåler strålebehandling og er primært til børn under 1 år.
Patienterne inddeles i to grupper ved lodtrækning, hvor den ene gruppe får standard kemobehandling, mens den anden gruppe får standard kemobehandling kombineret med valproat. Standard kemobehandling består af stofferne vinkristin, carboplatin, cyklofosfamid, cisplatin og methotrexat. Behandlingen får man ca. hver anden uge henover 1-4 dage. Hvis man skal have behandling med valproat, får man det sammen med de resterende stoffer. Herefter får man behandling med valproat alene i 1 år.



Kontrol, afslutning og opfølgning
Lægerne vil løbende kontrollere mulige bivirkninger og effekten af behandlingen.


Behandlingen stopper, hvis kræften bliver værre, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis nye oplysninger viser, at det ikke længere er hensigtsmæssigt at fortsætte forsøget.


Efter sidste behandling starter en opfølgningsperiode, hvor man jævnligt skal til kontrol, så lægerne kan holde øje med patientens helbred, og om kræften vender tilbage.

Bivirkninger ved behandlingen

Der kan være bivirkninger forbundet med at deltage i forsøget. Man kan læse om bivirkningerne ved de enkelte stoffer på minmedicin.dk:


Vincristin (Oncovin ®)


Carboplatin (Carpoplatin “Accord”, Carpoplatin “Fresenius Kabi”)


Cyklofosfamid (Sendoxan ®, Cyclophosphamid “2care4”)


Cisplatin (Cisplatin “Accord”, Cisplatin “Ebewe”, Cisplatin “Pfizer”)


Methotrexat (Methotrexate “Pfizer”, Methotrexat “Accord”)


Etoposid (Vepesid ®, Etoposid “Accord”, m.fl.)


Det er muligt, at bivirkningerne fra hvert enkelt kemostof bliver værre, når man kombinerer flere stoffer. Lægen kan fortælle om kendte bivirkninger ved kombinationsbehandlingerne.

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Afdeling uden for Danmark
  • Rigshospitalet
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Rigshospitalet

  • Afdeling uden for Danmark

  • Dansk Center for Partikelterapi - Aarhus

Forsøgets id-numre

EudraCT nr. 2013-002766-39


clinicaltrials.gov: NCT02265770


 

Denne side er sidst opdateret: 2022-05-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat