Forsøgets titel:A2G IR low risk

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Akut lymfatisk leukæmi (ALL)
Forklaring Dette forsøg skal undersøge, om man kan udelade dele af behandlingen for akut lymfatisk leukæmi, så bivirkningerne bliver færre, uden at helbredelsesraten bliver lavere. Forsøget er til patienter, der er i risikogruppen intermediær risiko-lav (IR-lav).
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Forsøget er en del af ALLTogether1-undersøgelsen, hvor man indsamler viden om akut lymfatisk leukæmi (ALL) og behandling af sygdommen.


I undersøgelsen inddeles patienterne i forskellige risikogrupper, hvoraf intermediær risiko-lav (IR-lav) er en af dem. Patienter i denne risikogruppe har gode chancer for at blive raske og kun få oplever tilbagefald efter behandlingen. Dog får mange bivirkninger af behandlingen.


I dette forsøg vil lægerne derfor undersøge, om det er muligt at reducere bivirkningerne ved behandlingen uden at mindske antallet af patienter, der helbredes. Forsøget består i at udelade specifikke dele af standardbehandlingen.

Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i tre grupper. Den ene gruppe er en kontrolgruppe, mens de to andre grupper er forsøgsgrupper.


Læs mere om lodtrækningsforsøg:
Lodtrækningsforsøg

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Man har akut lymfatisk leukæmi og har fået behandling efter retningslinjerne i ALLTogether1-undersøgelsen

  • Man tilhører IR-lav gruppen

  • Man har normal hjertefunktion

  • Man er mellem 1 og 45 år gammel

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Man har Downs Syndrom

  • Man har alvorlig sygdom i nervesystemet

  • Man har osteonekrose (lidelse, hvor noget af knoglevævet dør)

  • Man har tilbagefald af ALL

  • Man har eller har haft en anden livstruende sygdom

Sådan foregår behandlingen

Ved lodtrækning inddeles IR-lav patienterne i tre grupper, som afgør forløbet af deres behandling.


Gruppe 1
Denne gruppe en kontrolgruppe, hvor patienterne får standardbehandling i henhold til ALLTogether-undersøgelsen (uden ændringer).


Gruppe 2
Patienter i denne gruppe får standardbehandling med ændring i den behandlingsfase, hvor man normalt får behandling med doxorubicin kombineret med andre lægemidler. For patienter i gruppe 2 udelader man doxorubicin fra denne fase, men man får fortsat behandling med de andre lægemidler.


Gruppe 3
Patienter i denne gruppe får standardbehandling med ændring i den behandlingsfase, hvor man normalt får behandling med lægemidlerne Methotrexat og Merkaptopurin kombineret med dexamethason og vinkristin. For patienter i gruppe 3 udelader man i denne fase dexamethason og vinkristin.


Afslutning af forsøget
Man kan til enhver tid vælge at udgå fra forsøget. Forsøget kan også stoppe før tid, hvis kræften bliver værre, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis nye oplysninger viser, at det ikke længere er hensigtsmæssigt at fortsætte forsøget.

Bivirkninger ved behandlingen

Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at man har lavere chance for helbredelse eller øget risiko for tilbagefald, hvis man kommer i en af de grupper, hvor dele af behandlingen udelades.


Der er mulighed for, at bivirkningerne bliver færre end ved standardbehandling. Dog kan det også ske, at bivirkningerne er uændrede fra standardbehandling. Lægen kan oplyse dig, om bivirkninger forbundet med standardbehandlingen.

Her kan du få behandlingen
  • Afdeling uden for Danmark
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet
  • Aalborg Universitetshospital
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Afdeling uden for Danmark

  • Odense Universitetshospital

  • Rigshospitalet

  • Aalborg Universitetshospital

  • Aarhus Universitetshospital

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2018-001795-38

Denne side er sidst opdateret: 2021-12-30

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat